Netvinger: Ordenen Neuroptera

v/Palle Jørum

Den voksne med 4 klare eller svagt farvede flyvevinger, der i hvile holdes taglagte hen over bagkroppen. Antennerne er trådformede eller kølleformede. Netvinger er insekter med fuldstændig forvandling; mellem larve- og voksenstadiet er indskudt et puppestadium. Puppen hos netvingerne er en såkaldt "fri" puppe, der er i stand til at bevæge sig.
Warning: Use of undefined constant MHO_PICT0059a - assumed 'MHO_PICT0059a' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/c/3/c/entoweb.dk/httpd.www/def/neuroptera.php on line 8

Foto © Mogens Holmen
Myreløver (Myrmeleontidae) ligner som voksne guldsmede, men de flyver langsomt og noget ubehjælpsomt. Larven er en ejendommelig skabning - med en plump, håret krop med kraftige ben og et stort opadbøjet hoved med enorme kindbakker og kæber, der tilsammen danner et "sugerør". Den lever nedgravet i sand i bunden af en tragtformet fordybning. Her ligger den med kun munddelene frit fremme. Insekter, som falder ned i tragten, gribes af munddelene og bliver derefter udsuget, efter at myreløvelarven først har pumpet fordøjelsesvæske ind i byttedyret. Ofte hjælper myreløvelarven byttet på vej ned ad tragtens væg ved at kaste sand på det. Det er især myrer, der står på menukortet.

Guldøjer (Chrysopidae) er spinkle, grønne eller brunlige insekter med meget lange antenner og gyldne øjne. Larven ("bladlusløve") minder i kropsform om myreløvens larve, men den er mindre og har et fremadrettet hoved. Den findes fremme på planter, hvor den især lever af bladlus.

I Danmark findes godt et halvt hundrede arter af netvinger, heraf 3 arter af myreløver.