Blog

Insekter – ikke edderkopper

Slørvinge tilhører ordenen Plecoptera. Det er insekter – seks ben, to par vinger, lange antenner. Intet til fælles med edderkopper eller mider. Forvirringen opstår på grund af de voksnes udseende: mørk, flad krop, vinger foldet langs ryggen med tæt åregang, og lange cerci i bagkroppens ende.

Navnet Plecoptera betyder bogstaveligt “flettede vinger” – fra de græske ord plekein (“at flette”) og pteryx (“vinge”). Det henviser til den komplekse åregang på de to par gennemsigtige, hindelignende vinger. Nogle arter er helt vingeløse.

Frem til 2018 er der beskrevet 3.718 arter. Slørvinge findes på alle kontinenter undtagen Antarktis. I Danmark er der registreret cirka 25 arter.

Kroppens opbygning

En voksen slørvinge er et diskret dyr. Gråbrun farve, blød bagkrop, vinger foldet fladt ovenpå den. Størrelsen varierer fra nogle få millimeter til tre centimeter afhængigt af arten.

Vigtigste anatomiske træk:

• to lange cerci (halevedhæng) i bagkroppens ende
• lange, flerledede antenner
• store facetøjne og to til tre punktøjne
• kraftige ben, hvert endt med to kløer

For- og bagvinger er hindelignende. Foldede dækker de delvist bagkroppen og rækker ud over dens ende. De voksne har tyggende munddele – en primitiv karakter sammenlignet med mange andre insektordener.

Livscyklus: tre stadier

Slørvinge gennemgår en ufuldstændig forvandling – uden pupastadie.

1. Æg. Hunnen lægger æg direkte i vandet – enten ved at slippe æggepakken under flugten eller ved at gå ned i vandet. En hun producerer op til tusind æg.
2. Nymfe. Det akvatiske stadie. Her tilbringes hovedparten af livet – fra nogle måneder til tre år afhængigt af arten. Nymferne skifter hud fra 12 til 36 gange, inden de kravler op på land og bliver voksne.
3. Imago. Voksne lever i én til fire uger. Hos de fleste arter æder de voksne næsten ikke og dør kort efter parringen.

Overgangen fra nymfe til imago sker på bredden: nymfen kravler op af vandet på en sten eller en gren og skifter hud for sidste gang. Det tomme eksoskelet ses ofte på breddestene.

Nymfernes føde

I de tidlige stadier er nymferne planteædere eller detritivore – de spiser alger, blade og forrådnende organisk materiale. I de senere stadier skifter mange arter til allespisende eller rovdrift og sluger andre vandlevende hvirvelløse dyr.

Kosten afhænger af tilhørsforholdet til undergruppen. Arter fra Euholognatha er overvejende planteædere og detritivore. Systellognatha er primært rovdyr. Undtagelser findes i begge tilfælde.

Ved at spise store stykker detritus bidrager nymferne til omfordeling af næringsstoffer i vandløbet. Rovdyrarter øger artsrigdommen blandt makrohvirvelløse ved at æde tovingernes larver.

Indikatorer for rent vand

Dette er slørvingenes centrale rolle i økologien. Nymferne kræver iltmættet, koldt og uforurenet vand. Finder man dem i en å – er det et pålideligt signal om vandkvaliteten.

Alle slørvinge-arter er intolerante over for vandforurening. Tilstedeværelsen af deres nymfer i et vandløb angiver normalt god eller fremragende vandkvalitet.

I bioovervågning bruges EPT-indekset – tre ordener der er mest følsomme over for forurening: Ephemeroptera (døgnfluer), Plecoptera (slørvinge) og Trichoptera (vårfluer). Deres tilstedeværelse indikerer et lavt forureningsniveau.

Hvad tilstedeværelsen af slørvinge i et vandløb betyder:

• vandet er iltmættet
• ingen væsentlig organisk forurening
• temperaturen er inden for det normale interval for koldtvandsarter
• bundsubstrater (sten, grus) er ikke tilslammet

Slørvinge er blandt de første insekter, der forsvinder fra akvatiske systemer ved selv beskedne stigninger i næringsstofniveau, forringelse af levesteder eller ændringer i vandets temperaturforhold.

Parring: kommunikation via vibration

Hvordan finder hannen hunnen? Slørvinge bruger trommesignaler.

Hanner tiltrækker hunnerne med vibrationer – ved at tromme med bagkroppen mod overfladen af en sten eller en gren. Hunnerne svarer på samme måde. Parringen sker på jorden eller på vegetation. Dernæst lægger hunnerne æg på vandoverfladen – de synker ned til åbunden.

Denne kommunikationsform – substratvibrationer – er velundersøgt hos Plecoptera og er en af de mest primitive former for akustisk kommunikation hos insekter. De forskellige arters signaler adskiller sig i rytme og frekvens.

Slørvinge i Danmark: 25 arter, forskellige vandløb

Blandt de danske arter finder vi Taeniopteryx nebulosa (almindelig tågeslørvinge), Perlodes microcephalus (stor kulslørvinge), Leuctra digitata, Nemoura avicularis og andre. Nogle arter er tilknyttet hurtigtstrømmende bække i Jylland, andre forekommer på øerne.

Ikke alle 25 arter er lige udbredte. Store rovdyrarter kræver stenbund med stærk strøm – sådanne betingelser er sjældne i Danmark. Mindre detritivore former fra Nemoura og Leuctra er mere udbredte og forekommer også i langsommere vandløb.

Voksne individer ses ved bredden fra tidlig forår til efterår – hver art i sit eget tidsvindue. Om vinteren viser nogle små arter sig på isen: den mørke krop mod sne gør dem synlige selv i januar.

Tusindbenet er hverken en edderkop eller et insekt

Tusindben (klassen Diplopoda) tilhører gruppen af tusindben (Myriapoda) – det er leddyr, der hverken er i familie med edderkopper eller insekter. De har ingen spindekirtler, ingen otte ben og ingen chelicerer. Det er en særskilt gren af evolutionen, der har eksisteret på Jorden i 428 millioner år – længe før dinosaurierne.

Selve betegnelsen “tusindben” er en folkelig og unøjagtig betegnelse. På dansk betyder “tusindben” bogstaveligt talt “tusind ben”. Virkeligheden er mere beskedne.

Det faktiske antal ben: interval og afhængighed af art

De fleste tusindben har mellem 40 og 400 ben. Det nøjagtige antal afhænger af to faktorer: dyrets art og dets alder. Unge individer fødes med færre kropsled, og de har derfor betydeligt færre ben. For hver gang de skifter ham, tilføjes der nye led – og dermed også nye par ben.

Her er nogle konkrete eksempler:

• Polyxenus lagurus – 26–34 ben

• Julus scandinavius – 50–70 ben

• Narceus americanus – 60–80 ben

• Illacme plenipes – op til 750 ben (rekord indtil 2021)

Som det fremgår, er spændet betydeligt. Arten fastlægger den øvre grænse, men selv inden for samme art kan antallet af ben hos et voksent individ variere.

Rekordholderen med 1306 ben

I 2021 beskrev forskere arten Eumillipes persephone – den første tusindben, hvor der er registreret over 1000 ben. Nærmere bestemt: 1306. Fundet blev gjort i Vest-Australien, 60 meter under jorden, i borehuller tilhørende mineselskaber.

Dyrets krop, der er 95 mm lang, består af 330 led. Undersøgelsen er offentliggjort i tidsskriftet Scientific Reports (Van den Spiegel et al., 2021). Dyret har hverken øjne eller pigmentering – en typisk tilpasning til livet under jorden.

Indtil dette fund var rekorden indehavet af Illacme plenipes fra Californien med 750 ben. Eumillipes persephone er den eneste art, der lever op til sit navn, der betyder «tusind».

Kropsbygning: hvorfor har man altid et lige antal ben?

Tusindben – Diplopoda: Hvert segment af kroppen har to par ben. Det er herfra, at det latinske navn Diplopoda (diplo = dobbelt) stammer. Det er en fast biologisk regel: Antallet af ben hos et tusindben er altid et multiplum af fire.

Hvordan bestemmes antallet af ben under væksten:

1. Larven klækkes med tre par ben og flere benløse segmenter.
2. Efter den første hamskifte tilføjes nye segmenter med ben.
3. Ved hvert efterfølgende hamskifte tilføjes mellem et og fem segmenter.
4. Antallet af hamskifter varierer fra art til art – fra 4 til 10 eller flere.
5. Væksten stopper, når den voksne fase er nået, men hos nogle arter fortsætter den også derefter.

Dette adskiller sig markant fra insekter, hvor antallet af led er fastlagt fra fødslen.

Tusindben og hundredben: hvad er forskellen?

På dansk er «tusindben» en tusindben (Diplopoda), mens «hundredben» er en tusindben (Chilopoda). Selv dem, der jævnligt støder på dem, forveksler dem ofte.

Kendetegn ved tusindben (hundredben):

• Et par ben pr. segment, ikke to
• Rovdyr: jager insekter, orme og undertiden små hvirveldyr
• Fladt krop, benene stikker bredt ud til siderne
• Antallet af benpar er altid ulige – og, ironisk nok, aldrig præcis 100

Tusindben er langsomme og lever af rådnende organisk materiale og jordlevende svampe. Torskben er hurtige, aggressive og giftige. Forskellige dyr, forskellig biologi, forskellige økosystemroller.

Hvorfor så mange ben: bevægelsesmekanik

Tusindbenets ben er ikke bare pynt. De arbejder i bølger: grupper af ben trækker sig sammen synkront og skaber på hinanden følgende bølger langs kroppen. Det gør det muligt for dyret at trænge igennem jorden, nedfaldne blade og sprækker i træet.

Jo længere kroppen er, desto vigtigere er koordineringen. Trækkraften summeres: en tusindben kan flytte en forhindring, der vejer mange gange mere end dens egen vægt. Undersøgelser af diplopoders bevægelse (Full & Tu, Journal of Experimental Biology, 1991) har vist, at de mekaniske principper bag tusindbenets bevægelse ligger tæt op ad tekniske løsninger inden for robotteknologi.

Antallet af støttepunkter er også vigtigt for stabiliteten: selv hvis dyret mister flere ben, kan det fortsat bevæge sig normalt. Det er umuligt for et insekt med seks ben.

Tusindben i Danmark

I Danmark lever der flere arter af tusindben.

De findes i haver, skove, kompostbunker og under træbark:

• Julus scandinavius – en af de mest udbredte arter, med et cylindrisk krop

• Ommatoiulus sabulosus – foretrækker tørre og sandede steder

• Polydesmus angustus – flad kropsform, lever under bark og i strøelse

• Brachydesmus superus – i løvfald

Alle danske myrearter er ufarlige for mennesker. De nedbryder dødt plantemateriale og fører næringsstoffer tilbage til jorden. Deres rolle i økosystemet er reel, om end usynlig.

Almindelige misforståelser

Der er to myter om tusindben, som stadig holder sig fast i den almene bevidsthed.

Myten om de tusind ben. Langt de fleste arter har mellem 40 og 400 ben. Kun én art – Eumillipes persephone – har rent faktisk nået op på over 1000. Alt andet er en metafor.

Myten om bid. Tusindben bider ikke. Når de føler sig truet, krøller de sig sammen til en spiral og udskiller kemiske stoffer gennem særlige porer: kinoner eller – hos tropiske arter af slægten Apheloria – blåsyre (HCN). Dette er effektivt mod små rovdyr, men udgør ingen fare for mennesker. Det er ikke tilrådeligt at røre ved tropiske arter og derefter røre ved øjnene eller slimhinderne, men det er ikke et bid.

Konklusion: Navnet lyver, biologien gør ikke

Tusindbenet har fået sit navn på grund af sin form, ikke på grund af fakta. De fleste arter har i virkeligheden nogle få snese eller hundrede ben. Rekorden på 1306 ben er registreret hos en eneste art, der blev fundet dybt under jorden i Australien.

Antallet af ben hos et bestemt dyr afhænger af arten, antallet af hamskifter og alderen. Det er altid et lige tal og altid et multiplum af fire. Det er ikke tilfældigt – det er en kropsbygning, der er blevet finpudset gennem hundreder af millioner af år.

Livscyklus og larvestadiet

En sommerfugl gennemgår fire stadier: æg, larve, puppe og voksen. Larvestadiet er det længste af de fire. Det er netop her, insektet spiser flittigt og opbygger reserver til forvandlingen. Intet andet stadium er præget af en så intensiv vækst.

Længden af larvestadiet varierer fra art til art. Brændenældesommerfuglen (Aglais urticae) gennemgår det på 3–4 uger. Hos nogle arter strækker processen sig over flere måneder. Det hele afhænger af temperaturen og tilgængeligheden af føde.

Tidspunkter for larvernes fremkomst under danske forhold

De første larver dukker op i Danmark i april-maj. Den afgørende faktor er en gennemsnitlig dagstemperatur på over 10 °C og vækst af fødeplanter. Uden blade har larven intet at spise.

De vigtigste perioder:

• April–maj: de tidlige arter – citronbladet bladlus, kålbladlus
• Juni–juli: højdepunktet for de fleste arters aktivitet
• August–september: anden generation hos arter med flere generationer om året
• Oktober: enkelte larver, der går i vinterhi

Kålhvidvinge (Pieris brassicae) har to generationer om året. Den første dukker op i maj, den anden i slutningen af juli. Det ses tydeligt i haver med kål og radiser.

Arter og deres larver i Danmark

I Danmark er der registreret omkring 170 arter af dagfugle. Cirka en tredjedel af disse findes i haver. De øvrige er bundet til bestemte økosystemer – enge, skovbryn og moser.

De mest markante arter og perioder:

1. Brændenældesommerfugl (Aglais urticae) – larver fra maj, mørke med gule striber, lever i grupper på brændenælder

2. Pavens øje (Aglais io) – næsten sorte larver med hvide prikker, samme værtsplante – brændenælder, samme periode

3. Kålhvidvinge (Pieris brassicae) – grønlig-gule larver på korsblomstrede planter, to generationer om sommeren

3. Citronfugl (Gonepteryx rhamni) – overvintrer som voksen sommerfugl, larverne dukker op senest af alle, i juni–juli

3. Admiral (Vanessa atalanta) – ankommer til Danmark om foråret fra Sydeuropa, larver – juli–september

Larvens udseende afspejler ofte den plante, den lever af. Farven fungerer som camouflage – det er ikke tilfældigt, men resultatet af millioner af års naturlig udvælgelse.

Temperaturen afgør tidsrammerne

Larvernes klækning er direkte afhængig af varmen. For de fleste europæiske arter ligger tærsklen på 8–12 °C i den gennemsnitlige dagstemperatur. Under dette niveau er æggets stofskifte for langsomt til, at udviklingen kan finde sted.

I det danske klima betyder det:

• En kold forår forsinker larvernes fremkomst med 2–3 uger
• En varm april fremskynder hele livscyklussen
• En usædvanlig varm marts får æggene til at klække tidligt, men uden blade fra fødeplanterne risikerer larverne at dø

Fenologiske data fra Danmark, indsamlet som led i programmet Danish Butterfly Monitoring (DBMS), viser, at tidsrammerne er rykket 1–2 uger frem i løbet af de seneste tre årtier. Larverne dukker op tidligere end i 1990’erne – og dette bekræftes af mange års observationsrækker, ikke blot enkelte tilfælde.

Foderplanter: stærk specialisering

Larverne er bundet til bestemte planter. De fleste arter lever af en eller to slægter. Det handler ikke om fødepræferencer, men om biokemisk kompatibilitet: Larven er kun i stand til at neutralisere de toksiner, som den evolutionært har tilpasset sig.

Eksempler på fødekæder:

• Brændenælde – brændenældesommerfugl, påfugleøje, vinkelvinge
• Korsblomstfamilien (kål, radise, skvalderkål) – kålsommerfugl, kålrapsommerfugl
• Kornblomst – citronblomst
• Kornplanter – de fleste arter i familien Satyrinae

Uden den rette plante – ingen larver. Selv hvis de voksne sommerfugle flyver i nærheden, vil hunnen ikke lægge æg på et uegnet underlag.

Overvintring i larvestadiet

Nogle arter kan ikke gennemføre hele livscyklussen på én sæson. De går i vinterhi netop i larvestadiet. Dette kaldes larvediapause – en tilstand, hvor stofskiftet sænkes til et minimum ved temperaturer under 5 °C.

I Danmark gemmer sådanne larver sig:

• I løvfaldet under træerne
• Under barken og i revner i træet
•  I tørre stængler af engurter

Om foråret, så snart temperaturen ligger stabilt over frysepunktet, begynder de at spise igen. Nogle når at forpuppe sig i løbet af få uger, inden de nye generationer af larver dukker op.

Larver i byens haver

Byhaven er ikke en ørken for larver. Overvågningsdata for sommerfugle i europæiske byer viser, at artsdiversiteten i byparker er 2–3 gange lavere end i engøkosystemer, men en række arter har tilpasset sig byen. Brændenælde og påfugleøje findes endda på forladte arealer – der, hvor der vokser brændenælder. Kålbladet sommerfugl har for længst indtaget private køkkenhaver.

Hvornår kan man forvente at se larver i den danske have:

1. Maj – de første larver på brændenælder og korsblomstrede planter
2. Juni – mangfoldigheden øges, larverne bliver mere synlige
3. Juli–august – højdepunktet: larverne er store og let synlige med det blotte øje
4. September – anden generation af kålmøl, nogle arter forbereder sig på overvintring

Varigheden af larvestadiet og hamskiftet

En larve spiser ikke bare og vokser. Den skifter ham – den smider den gamle ham af sig. De fleste arter gennemgår fem stadier (instars) mellem hver hamskifte. Efter hvert hamskifte ændrer larven sig markant – nogle gange så meget, at det er svært at genkende den som det samme individ.

Hos nældebillen varer hele livscyklussen fra æg til puppe 29–35 dage ved en temperatur på omkring 20 °C. Et fald til 15 °C forlænger denne periode til 45–50 dage. Dette er velundersøgt: oplysningerne er offentliggjort i publikationer om fænoklimatologi hos skællede insekter i Nordeuropa.

Udviklingshastigheden handler ikke kun om biologi. Den er en indikator for klimaet. Forskere bruger tidspunktet for larvernes fremkomst som en markør for temperaturændringer i regionen – og det er mere præcist end mange meteorologiske indikatorer.

I 2006 udgav araenologerne Nikolaj Scharff og Ole Gudik-Sørensen en komplet katalog over danske edderkopper, der dækkede indsamlinger fra 1871 til 2005. Resultatet: 523 verificerede arter, hvoraf 83 viste sig at være nye for den danske fauna.  De er alle fordelt på 30 familier, som hver især adskiller sig i adfærd, udseende og jagtmetode. 

Den faunistiske liste bliver stadig længere. Det er ikke tilfældigt: En del af arterne var simpelthen for små til, at man lagde mærke til dem tidligere. Ingen danske edderkopper er farlige for mennesker.  Panik ved synet af en edderkop i et dansk hjem er ubegrundet.

Krydsedderkoppen og havearter

Den almindelige krydsedderkopp (Araneus diadematus) er let at genkende på de to lyse striber på ryggen, der danner et korsformet mønster. Hunnen bliver 10–13 mm lang, hannen 4–8 mm.

Korsedderkoppen spinder et cirkulært fangstnet og findes overalt:

• i haver, på enge og i skovbryn
• på vinduesrammer, hegn og husvægge
• på krat og ødemarker

Den er hovedsageligt aktiv i sensommeren og efteråret.  Det er netop da, at dens spind er mest synlig tidligt om morgenen.

Husedderkoppen

Husedderkoppen (Tegenaria) er en af de mest udbredte arter i danske boliger. Den er stor, brunlig og har lange ben og kan blive op til 2 cm lang. Den findes i kældre, på loftsrum og i garager. 

Den lille husedderkop (Tegenaria domestica) er 9–10 mm stor, lever inde i huse, spinder et tragtformet spind i skjulte hjørner og er nataktiv. Den sidder i bunden af tragten og venter på, at byttet rører ved signaltrådene.

Vandedderkoppen – enestående i sin art

Vandedderkoppen (Argyroneta aquatica) er den eneste edderkop i verden, der lever permanent under vand. Hunnen bliver 8–15 mm lang, hannen op til 20 mm. Hos denne art er hannen større end hunnen – hvilket er usædvanligt for edderkopper.

Edderkoppen bygger en luftkuppel af silke mellem vandplanterne under vandet. Om dagen holder den sig i den, om natten jager den på bunden. Den lever af vandlus og insektlarver. Den overvintrer i en tom sneglehus, der er fyldt med luft. 

Vandspindelens bid er smertefuld, men ikke farlig – fornemmelsen kan sammenlignes med et hvepsestik.

Den store jagtedderkop ved vandet

Den store jagtedderkop (Dolomedes fimbriatus) er Danmarks største og mest kraftfulde edderkop; hunnerne bliver 13–20 mm lange.  Kroppen er mørk chokoladebrun med to gulhvide striber på siderne. Den lever ved moser, damme og små søer. Den fornemmer byttet ved hjælp af vibrationer på vandoverfladen. 

Fødeudvalget omfatter:

1. Vandløbere og andre insekter fra vandoverfladen
2. Fiskelarver, yngel og haletudser
3. Landdyr, der er faldet i vandet

Ved fare dykker edderkoppen ned under vandet og gemmer sig, mens den holder fast i en plante på bunden.

Hoppende edderkopper

Familien af springedderkopper (Salticidae) tæller over 5000 arter på verdensplan. Den danske liste omfatter 32 arter. De to forreste af de otte øjne er betydeligt større end de øvrige og giver et skarpt binokulært syn. Yderligere to øjne er rettet bagud.  Faktisk kan edderkoppen se, hvad der foregår i næsten 360 grader.

De jager uden spind: de sniger sig ind på byttet som en kat og springer – nogle arter kan springe op til 20–25 gange deres egen kropslængde. Den stribede springedderkop (Salticus scenicus) ses oftere end andre – på solbeskinnede vægge, hegn og træstolper.

Sjældne arter

To arter fortjener særlig opmærksomhed.

Den kameleonlignende edderkoppekrabbe (Misumena vatia) skifter farve mellem gul og hvid afhængigt af den blomst, den sidder på. Den jager uden at spinde spind – den venter blot på byttet på kronbladene.

Ildspringer (Talavera parvistyla) bliver mindre end 3 mm lang. Den blev første gang fundet i Danmark i 2024 i Teglstrup-Høj (Kongernes Nørreskølland Nationalpark). Inden da var den slet ikke registreret i landet – sandsynligvis på grund af sin meget lille størrelse.

Edderkoppebillen (Eresus sandaliatus) lever i de jyske skovene: hannen er knaldrød med sorte pletter, mens hunnen er helt sort og måler op til 16 mm.  Ege-løberedderkoppen (Callilepis nocturna) er opført på Danmarks rødliste. Dens udbredelsesområde er begrænset til gamle, lyse egeskove, som bliver færre og færre i landet.

Edderkoppesilke

Edderkoppespind er stærkere end kevlar og stål, når man ser på forholdet mellem styrke og vægt. Det tørrer ikke ud, mugner ikke og holder sig længere end selve edderkoppen, når det opbevares under beskyttede forhold. Edderkopper spiser ofte deres gamle spind for at genoptage proteinerne i kroppen.

En edderkop kan have op til seks forskellige typer silkekirtler:

1. Steltråde – stærke, næsten ikke-strækbare
2. Fangetråde – elastiske og klæbende
3. Silke til ægkokonen – blødt, vatragtigt

Livscyklus og sæsonudsving

De danske edderkoppes aktivitet kan inddeles i to perioder: foråret og forsommeren – hvor de små arter er aktive – og sensommeren, hvor de voksne, store individer træder frem.

De fleste arter lever i 1–2 år. Hunnen lægger æg i en silkeagtig kokon – et kuld indeholder flere hundrede æg. De unge edderkopper ligner de voksne, men er mindre og gennemgår flere forvandlinger, før de er fuldt udviklede. Om efteråret søger hannerne efter hunner og ender ofte i huse – det er netop da, danskerne oftest ser dem.

Edderkoppens rolle i det danske økosystem

Edderkopper får sjældent den anerkendelse, de fortjener. De udgør en af de vigtigste grupper af rovdyr i landøkosystemerne. I populærkulturen er edderkopper i lang tid blevet fremstillet som farlige og skræmmende, og netop dette har gjort dem til en af de mest oversete dyregrupper inden for biologisk forskning.

Samtidig yder de et enormt bidrag til bekæmpelsen af insektpopulationer. Danske edderkopper udrydder enorme mængder myg, bladlus, fluer og andre skadedyr – helt uden menneskelig indgriben. At fjerne edderkopperne fra haven vil medføre en ukontrolleret vækst i antallet af skadedyr.

Visse arter fungerer som indikatorer for miljøets tilstand:

• Vandedderkoppen (Argyroneta aquatica) – en indikator for vandløbets renhed
• Stor jagtedderkop (Dolomedes fimbriatus) – findes kun der, hvor uberørte vådområder er bevaret
• Ege-løbedderkop (Callilepis nocturna) – indikerer tilstedeværelsen af gamle egeskove

Biologen Frederik Lek Fischer er i gang med en systematisk kortlægning af edderkopperne i Kongernes Nørskjelland Nationalpark. De nye fund fra 2023–2024 har fordoblet de eksisterende data om udbredelsesområderne for en række sjældne arter.  Det tyder på én ting: Danmarks edderkoppefauna er langt fra fuldt ud kortlagt.